Udflugtsprogram

Galleri

Kontakt

Udstilling & Messer


  Priser

Rejsebetingelser

Rejsegarantifond

Hvem er vi


  Foredrag Brochure og nyhedsbrev Uddrag fra gæstebogen Værd at vide

Tilmelding
Tilmelding til en rejse er bindende for deltageren og bureauet når depositum er indbetalt. Ved tilmeldingen bekræfter rejsedeltageren samtidig at have accepteret de i program, prislister eller på www.ruimtebig5.com oplyste vilkår for rejsen. Rejsedeltageren er forpligtet til at acceptere og underskrive "Indemnity Forms" ved ankomsten til Ruimte Big 5 Safari Lodge.

Betaling
8 dage efter modtagelse af rejsebekræftelse fra Ruimte Big 5 indbetales depositum, som udgør 20 % af rejsens pris. Restbeløbene på 30 % og 50 % af rejsens pris betales henholdsvis 90 dage og 45 dage før afrejse. Flybilletter, rejseplan og øvrige dokumenter fremsendes senest 3 uger før afrejse. Såfremt betaling foretages med Diners kreditkort, forbeholder Ruimte Big 5 sig ret til at tage et gebyr svarende til det gebyr Diners opkræver Ruimte Big 5. Satserne er 0,75 % for danske kort og 4,75 % for udenlandske kort.

Ændring af bestilling
Ønsker rejsedeltageren at foretage ændringer af rejsen, og sker dette inden 6 uger før afrejse, opkræves et ekspeditionsgebyr på kr. 800,- pr. ordre pr. ændring. Senere ændringer betragtes som afbestilling og nybestilling med de for afbestillingen af rejsen gældende gebyrer og vilkår.

Afbestilling af rejsen
Afbestilling er kun gyldig, hvis den er fremsendt skriftligt til Ruimte Big 5. Ved afbestilling indtil 3 måneder før afrejsen opkræves et administrationsgebyr på 10 % af rejsens pris. Ved afbestilling mellem 3 måneder og 45 dage før afrejse er afbestillingsgebyret 50 % af rejsens pris. Ved afbestilling senere end 45 dage før afrejse er retten til tilbagebetaling tabt. Hvis forholdene på rejsemålet indenfor et tidsrum af 14 dage før afrejsen er af en sådan karakter, at der vil være nærliggende fare for rejsedeltagerens liv eller førlighed, dvs. krigshandlinger, naturkatastrofer eller smitsomme sygdomme, refunderes rejsens samlede pris. Det vil dog være en betingelse, at danske myndigheder (Udenrigsministeriet) direkte fraråder rejse til det pågældende område. Dette gælder dog ikke, såfremt rejsedeltageren ved indgåelsen af aftalen var bekendt med den pågældende begivenhed, eller hvis begivenheden var alment kendt.

Prisændringer
Ruimte Big 5 forbeholder sig ret til efter aftalens indgåelse at forhøje prisen pga. ændringer i transportomkostninger, herunder brændstofpriser, skatter, afgifter eller gebyrer for visse tjenesteydelser som lufthavns-, landings-, startafgifter eller lignende. En prisforhøjelse skal varsles hurtigst muligt og senest 20 dage før afrejse og må ikke overstige 10 % af den aftalte pris. Såfremt disse betingelser ikke er overholdt, kan deltageren skriftligt kontakte Ruimte Big 5 og omkostningsfrit afbestille rejsen. Ved prisfald pga. ændringer i nedadgående retning i de ovennævnte forhold, vil kunden blive informeret herom snarest.

Udeblivelse, ubenyttede ydelser m.m.
Indfinder rejsedeltageren sig ikke på angivet tid og sted for ud- eller hjemrejsen, eller kan deltageren ikke tiltræde eller fuldføre rejsen pga. manglende rejsedokumenter som f.eks. gyldigt pas, nødvendige vaccinationsattester mv., har arrangøren ret til at beregne sig den totale pris for rejsen. Hvis deltageren udebliver fra anførte transporter eller på anden måde undlader at udnytte de ydelser som er bestilt, kan der ikke kræves godtgørelse for de uudnyttede ydelser.

Overdragelse af rejsen
Såfremt alle underleverandører accepterer det, kan rejsen overdrages til en anden person inden flybillet udstedes (3-6 uger før afrejse). Der opkræves et administrationsgebyr på 800,00 kr. pr. ændring. Herudover kan der tilkomme gebyrer fra flyselskaber og/eller underleverandører. Evt. forsikringer kan ikke overdrages til andre.

Afbestillingsforsikring
Vi anbefaler at man tegner en afbestillingsforsikring, som gør det muligt at afbestille rejsen inden afrejsen, hvis årsagen er lægedokumenteret, akut sygdom eller dødsfald hos deltageren, dennes ægtefælle, samlever, børn, forældre eller søskende. Forsikringen skal tegnes og betales samtidig med bestilling af rejsen og senest ved indbetaling af depositum (1. rate) til Ruimte Big 5. Ruimte Big 5 samarbejder med Europæiske Rejseforsikring og yderligere information om forsikringen sendes ved bestilling af rejse.

Rejseforsikring
På rejser uden for Europa er man ikke dækket af den offentlige danske sygesikring (det gule sygesikringsbevis). Det anbefales derfor på det kraftigste at tegne en rejseforsikring, der blandt andet dækker omkostninger ved ulykke eller død, ved behandling af sygdom, ved hjemtransport samt ved tab eller beskadigelse af bagage. Ruimte Big 5 samarbejder med Europæiske Rejseforsikring og yderligere information om forsikringen sendes ved bestilling af rejse. Tegning af rejseforsikring er deltagerens eget ansvar og Ruimte Big 5 påtager sig intet ansvar som følge af manglende forsikringsdækning.

Pas og vaccinationer
Oplysninger om forhold vedrørende pas og vaccinationer vil blive meddelt i rejsebekræftelsen. Alle oplysninger gælder for rejsende med dansk pas. Har den rejsende ikke dansk pas, skal dette oplyses ved rejsebestilling således at Ruimte Big 5 kan vejlede den rejsende til selv at søge oplysninger om de krævede formaliteter hos eget lands ambassade eller konsulat. Såfremt man undlader at oplyse at en rejsende ikke har dansk pas, påtager Ruimte Big 5 sig intet ansvar for de følger evt. manglende indrejsedokumenter, vaccinationer etc. måtte medføre for den rejsende.

Den tekniske arrangørs ansvar
Ruimte Big 5 er i medfør af pakkerejseloven ansvarlig for at gennemføre rejserne i henhold til program og prisliste. Ruimte Big 5 er dog ansvarsfri for mangler, ændringer og aflysninger pga. force majeure eller force majeure lignende hændelser, dvs. hændelser som arrangøren ved aftalens indgåelse ikke har haft mulighed for at forudse, afbøde eller afværge (f.eks. aftalebrud, overenskomststridige strejker, vejrlig m.m.). Ruimte Big 5 optræder alene som agent for de benyttede luftfartsselskaber, og Ruimte Big 5’s ansvar for mangler, person- og tingskader er begrænset til det erstatningsansvar vores leverandører har i henhold til international lovgivning og bestemmelser om rejse med rutefly (Warszawa Konventionen).

Kundens forpligtelser
Rejsedokumenter: Det er kundens ansvar at sørge for gyldigt pas og vaccinationer som er nødvendige for rejsens gennemførelse. Navnet i flybillet skal være i overensstemmelse med det i passet indførte navn. Da det oftest ikke er muligt at ændre navne og flybilletter efter tilmelding, såvel som uoverensstemmelse mellem navne i flybillet og pas kan føre til afvisning ved check-in til flyet, er det kundens ansvar at de ved tilmeldingen oplyste for- og efternavne på deltagerne er korrekte og i overensstemmelse med alle for- og efternavne i deltagernes pas. Ruimte Big 5 påtager sit intet ansvar for de følger afgivelse af ukorrekte eller mangelfulde oplysninger kan medføre.

Afgangs- og check-in tider: Da der efter billetudstedelse kan forekomme ændringer i afgangs- og ankomsttider, forpligter kunden sig til at holde sig orienteret om evt. ændrede møde-, videre- og hjemrejsetidspunkter ved at kontakte luftfartsselskaber. Kunden forpligter sig også til at møde rettidigt på de i rejseplanen oplyste mødesteder og –tidspunkter.

Programændringer/aflysninger
Ruimte Big 5 forbeholder sig ret til at foretage nødvendige ændringer af transportmidler, tidsplaner og hoteller. Ændringerne vil blive meldt til rejsedeltageren hurtigst muligt. Den rejsende har i sådanne tilfælde kun ret til erstatning, hvis den ydelse han/hun modtager – set fra et standardmæssigt synspunkt – afviger væsentligt fra den lovede ydelse. Ruimte Big 5 kan med 20 dages varsel aflyse en planlagt rejse, hvis tvingende forhold skønnes at nødvendiggøre dette. Ved aflysning vil rejsedeltagerne få alle indbetalte beløb retur. Herudover ydes ingen godtgørelse.

Reklamationer under rejsen
Eventuelle klager over mangler ved rejsen skal meddeles luftfartsselskabet, Ruimte Big 5 i Danmark, eller en manager/værtspar på Ruimte Big 5 Safari Lodge i Sydafrika straks eller inden for rimelig tid efter at manglen er konstateret, sådan at der er mulighed for at afhjælpe fejlen/manglen med det samme. Den rejsende skal sikre sig bevis for reklamationen, hvis fejlen/manglen ikke kan rettes på stedet, og kunden evt. senere ønsker at rejse krav om erstatning overfor Ruimte Big 5. Manglende reklamation og bevis herfor vil oftest medføre tab af retten til senere erstatningskrav.

Øvrige betingelser
Pakkerejser solgt af Ruimte Big 5 er omfattet af ”Lov om pakkerejser”. Der tages forbehold for trykfejl og ændringer af priser som følge af ændrede kostpriser.

Rejsegarantifonden
I medfør af §8 i lov nr. 315 af 14. maj 1997 om en rejsegarantifond er Ruimte Big 5 registreret under nr. 1842.

Værneting/lovret
Ethvert krav mod Ruimte Big 5 skal afgøres efter dansk ret. Klager eller søgsmål, der ikke kan afgøres af Rejse-Ankenævnet, skal afgøres ved Sø- og Handelsretten i Danmark.

 

 

 

 

 

 

 

Ruimte Big 5 - Safari og naturoplevelser ud over det sædvanlige...